Opmærksomhedspunkter

I tilknytning til nogle få af læringsmålene fra Fælles Mål er der formuleret såkaldte opmærksomhedspunkter i dansk, matematik og i 0. klasse. Et opmærksomhedspunkt er en beskrivelse af den mindste grad af målopfyldelse i forbindelse med udvalgte læringsmål, som er en forudsætning for, at eleverne kan få tilstrækkeligt udbytte af de efterfølgende klassetrin.

Se mere om opmærksomhedspunkter.

Matematisk opmærksomhed i 0. klasse

Eleverne arbejder med enkle taleksempler og simple geometriske figurer og får derigennem mulighed for at samtale om og med matematik. Matematisk opmærksomhed i børnehavneklassen tager sit udgangspunkt i den legende og undersøgende tilgang i forhold til elevernes begyndende talforståelse og deres uformelle talarbejde. Elevernes forståelse for geometriske figurer og opbygningen af et matematisk begrebsapparat og fagligt ordforråd grundlægges i 0. klasse, og undervisningen skal lægge op til den egentlige matematikundervisning i 1. klasse.

Særlig indsats

Hvis skole eller hjem er bekymrede for en elevs matematikfaglige udvikling, eller hvis eleven ikke kan opfylde opmærksomhedspunkterne i Nationale Test eller scorer lavt i forskellige klasse-test, er det vigtigt sammen med forældrene at sætte ind så tidligt som muligt. En vurdering af, hvordan eleven i øvrigt fungerer i både skole og hjem, bør indgå:

  1. Matematikvejlederen kontaktes, og der iværksættes en nærmere kortlægning af elevens matematiske færdigheder og kompetencer - se testoversigt.
  2. I samarbejde med forældrene kan PPR eventuelt kontaktes for yderligere vejledning på dette tidspunkt i forløbet.
  3. Der aftales en handleplan med et undervisningstiltag tilpasset elevens udvikling.
  4. Udviklingen følges herefter nøje, og handleplanen tilpasses løbende.
  5. Der sørges for en grundig overlevering til nye lærere i næste fase.