Evaluering, test og prøver

I 6. klasse testes eleverne med den obligatoriske Nationale test i læsning. Testen undersøger elevens færdigheder inden for følgende tre profilområder: sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse.  

Testen er it-baseret og selvscorende og besvares på computer. Den er adaptiv, hvilket medfører, at den tilpasser sig den enkelte elevs niveau undervejs. Testresultatet formidles videre til forældrene i skriftlig og/eller mundtlig form.

Ud over den obligatoriske test, som tages i perioden februar – april, er der adgang til frivillige test november – december.

Elever, som ikke har den forventede progression i en eller flere af profilområderne, skal følges med ekstra opmærksomhed (se særlig indsats).

Det er skolernes ansvar løbende at vurdere graden af målopfyldelse/evaluere elevernes udbytte af undervisningen både formativt (løbende evaluering) og summativt (endelig vurdering). Formativ evaluering indgår som et naturligt led i den læringsmålstyrede undervisning, men derudover er det nødvendigt at følge den skriftsproglige udvikling ved hjælp af standardiserede prøver og/eller delprøver tilknyttet det undervisningsmateriale, som benyttes.

Prøver/evalueringsmaterialer og faste procedurer i forbindelse med elevernes læseudvikling på 5. og 6. klassetrin kan variere mellem de enkelte skoler i kommunen. Den lokale læseindsats er beskrevet på de enkelte skolers portal. Se eksempler.

Elever, hvor der er mistanke om dysleksi, testes med Ordblindetesten (hvis det ikke allerede er gjort), (se særlig indsats).