Intro til matematisk opmærksomhed

At arbejde med matematisk opmærksomhed kan godt lyde som om, vi skal lege skole med opgaver med rigtige svar. Vi skal i stedet være nysgerrige efter at finde ud af, hvordan vi skaber et pædagogisk læringsmiljø, som også tilbyder børnene mulig­heder for at udforske matematisk opmærksom­hed EVA TEMA #13 Matematisk opmærksomhed.

Ideen til numeracy-kassen tager udgangspunkt i tre veje til et godt matematisk læringsmiljø:

  1. Grib situationen, når den opstår. Matematisk opmærksomhed går på to ben. Den ene del er børnenes intuitive oplevelse. Den anden del er pædagogens evne til at opfatte det, der sker, som en matematisk mulighed og bruge det som afsæt for en dialog.
  2. Se matematik som dannelse. Det handler om at kunne begå sig i hverdagen og forholde sig til det, man bliver udsat for. Matematisk opmærksomhed er en udvikling som demokratisk borger, ligesom sproglig opmærksomhed.
  3. Brug matematikken, hvor den giver mening. Det er ikke vigtigt, om børnene kan sige en masse tal. Men at de kan dække bord til det antal børn, der skal spise. Eller at de kan forstå, at de, når de laver en hule i skoven, skal bruge nogle pinde, der er kortere end dem selv, og nogle, der er længere. Pædagogernes rolle er at følge børnene og hjælpe dem til at løse de problemer, der opstår.

Der tages afsæt i Alan Bishops seks matematikområder med fokus på den legende og undersøgende tilgang til matematik. Gennem et skoleunderstøttende pædagogisk læringsmiljø, skabes der sammenhæng til børnehaveklassen og hermed understøttelse, så de kommende skolebørn er bedst muligt forberedt på at begynde i skole.

Et af formålene med numeracy-kassen er også at få indsamlet alle de gode ideer, som I allerede har eller får omkring matematik i børnehaven. På denne måde vil kassen hele tiden være dynamisk og ajourført med bestpractice samt sidste nyt fra dagtilbud og konsulenter. Her på hjemmesiden vil der løbende blive opdateret med nye tiltag samt ny inspiration til matematikforløb i børnehaven og børnehaveklassen.

Allan Bishops seks måder, som børn kan forholde sig til matematik på

  1. At lokalisere ting og orientere sig i rummet.
  2. At kunne designe en bestemt form.
  3. At tælle.
  4. At måle og beskrive størrelse ved hjælp af tal.
  5. At lege eller spille.
  6. At kunne forklare og argumentere.

Hvert kapitel i matematikmappen er bygget op omkring et af ovenstående emner og er overordnet  inddelt i følgende afsnit.

  • Ideer til daglige rutiner med emnet.
  • Kort beskrivelse af selve emnet.
  • Forslag og beskrivelser til aktiviteter omkring emnet.
  • Ideer til emnet.
  • Bilag til aktiviteterne.

De fleste aktiviteter kræver ikke så meget forberedelse og kan anvendes flere gange i forskellige sammenhænge. Aktiviteterne er med til at støtte pædagogernes muligheder for mere bevidst og målrettet at arbejde med matematisk opmærksomhed.

Sidste kapitel omhandler ”Matematisk opmærksomhed og it” med henvisninger til blandt andet apps.

På baggrund af et spændende oplæg her i kommunen i april 2018 omkring "matematisk opmærksomhed i dagtilbud" kan du se Michael Wahl Andersens powerpoint her.