Evaluering, test og prøver

Eleverne i 2. klasse testes med den obligatoriske Nationale test i læsning. Testen undersøger elevens færdigheder inden for følgende tre profilområder: sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse.  

Testen er it-baseret, selvscorende og besvares på computer. Den er adaptiv, hvilket medfører, at den tilpasser sig den enkelte elevs niveau undervejs. Testresultatet formidles videre til forældrene i skriftlig og/eller mundtlig form.

Ud over den obligatoriske test, som tages i perioden februar – april, er der adgang til frivillige test november – december. Det anbefales, at eleverne får mulighed for at deltage i alle de frivillige tests således, at de også bliver fortrolige med/får øvelse i brugen af it-værktøj i prøvesituationer. 

De nationale læsetest er en summativ evaluering af elevernes læring over to år og kan ikke stå alene.

Det er skolernes ansvar løbende at vurdere graden af målopfyldelse/evaluere elevernes udbytte af undervisningen både formativt (løbende evaluering) og summativt (endelig vurdering). Formativ evaluering indgår som et naturligt led i den læringsmålstyrede undervisning, men derudover er det nødvendigt at følge den skriftsproglige udvikling ved hjælp af standardiserede prøver og/eller delprøver tilknyttet det undervisningsmateriale, som benyttes.

Fra slutningen af 2. klasse kan eleverne screenes med DVO - et materiale til identifikation af ordblindhed. Testen består af en række nonsensord, som eleverne skal nedskrive efter diktat.
Prøven afdækker elevernes færdighed i at omsætte lyd til bogstaver, fordi store vanskeligheder med dette kan være et tegn på dysleksi (ordblindhed). Prøven er en gruppeprøve og tages i klassen af læreren eller læsevejlederen.

Prøver/evalueringsmaterialer og faste procedurer i forbindelse med elevernes læseudvikling på 1. og 2. klassetrin kan variere mellem de enkelte skoler i kommunen. Den lokale læseindsats er beskrevet på de enkelte skolers portal. Se eksempler.