Læsepointer børnehaveklassen - forældre

I børnehaveklassen arbejdes der med bogstavernes navne, lyd og udseende, børnene lærer at lytte til lydene i talesproget og forsøger at skrive på grundlag af de lyde, de kan høre i ordene.

Det har stor betydning, at forældrene følger med i, hvad barnet lærer i børnehaveklassen, og at de støtter indlæringen på en uformel og hyggelig måde.

Vigtige områder som understøtte børnenes læseindlæring er:

Opmærksomhed på sproglyde

Børnene kan bliver mere opmærksomme på sprogets lyde ved at:

  • Høre rim og remser – gætte/finde på rimord (Der var engang en mand, han boede i en ?…..)
  • Lære rim og remser udenad
  • Lege med rimord og vrøvlerim
  • Finde ord der begynder med samme lyd
  • Snakke bagvendt (ligesom Kaj og Andrea)

Ordforråd og almen viden/viden om verden

Børn udvikler deres sprog gennem samtale og oplevelser:

  • Lad barnet være med i hjemmets daglige aktiviteter og tal sammen om dem. Brug forskellige ord og overbegreber for eksempel noget at spise med, kniv, gaffel, bestik eller æble, cox orange, frugt og så videre.
  • Lav nye sammensatte ord og tal om den ændrede betydning for eksempel æbletræ – trææble.
  • Gå på museum, tag til forskellige arrangementer for eksempel dyrskue eller middelalderfestival, køb ind, besøg forskellige naturområder og tal om hvad I oplever. Brug korrekte betegnelser, en mose er for eksempel ikke det samme som vand eller sø.

Interesse for læsning

Børn bliver interesseret i at lære at læse, hvis de voksne omkring barnet viser dem, at læsning har værdi og kan give gode oplevelser.

  • Læs højt hver dag for eksempel lige inden sengetid (se gode råd til oplæsning)
  • Læs selv (fortæl at du læser, hvis du ikke sidder med en bog, men gør det på iPad eller lignende)
  • Fortæl om noget interessant, du har læst
  • Tal om bøger, aviser og blade
  • Gå på biblioteket

Opdagende skrivning

Børn arbejder med lydene, når de prøver at skrive tekst. I denne fase er målet ikke, at de skal lære at stave korrekt. Måske er det kun en enkelt lyd i ordet, der er rigtig. Skriveforsøgene skal ikke rettes til voksenstavning, men for forståelsens skyld kan man eventuel tilføje en ”oversættelse”. Det er selvfølgelig også i orden at hjælpe med enkelte ord undervejs.

Lad barnet skrive:

  • Tekst under tegninger
  • Ønskesedler
  • Hilsner
  • Huskesedler
  • Opskrifter