Mellemtrin/Fase (5. - 6. klasse)

Eleverne på mellemtrinet møder mange forskellige teksttyper, som alle må værdsættes i den videre læseudvikling. Lærergruppen udfordrer eleverne til at give sig i kast med nyt og ukendt stof, så de til stadighed udvikler sig som læsere. Læsning på nettet og informationssøgning på internettet spiller en stadig større rolle i elevernes hverdags- og skoleliv. Eleverne lærer derfor de særlige læsemåder, som skærmlæsning og søgning kræver, og de opnår forståelse for kommunikationssituationen og lærer at forholde sig kritisk til det stof, de møder her.

På dette trin er det kun lidt over halvdelen af eleverne, som læser bøger eller tilsvarende længere sammenhængende tekster i deres fritid. Der ligger en vigtig opgave for både skole og hjem i at fastholde og inspirere til læsning også udenfor skolens regi (se lystlæsning). Fritidslæsning har betydning for udvikling af flere typer verbale kompetencer: ordforråd, læseforståelse, viden om samfund og kultur.

Manglende læsning af alderssvarende tekster kan medføre, at den flydende læsning, som er opnået tidligere i skoleforløbet, stagnerer på et ikke alderssvarende trin. Dette betyder, at elevernes læsetempo gradvist falder i takt med de stigende krav til læsning af længere og sværere tekster. Hvilket ikke blot har konsekvenser for tidsforbruget men også for forståelsen/læseudbyttet. En tommelfingerregel er, at elever i 5. klasse kan læse tekster på lix 25-30 med god forståelse – for elever i 6. klasse regnes med lix 25-35.

Det er vigtigt, at forældrene støtter den fortsatte udvikling af læsekompetencen. Dette gøres for eksempel ved at vise interesse for de bøger, barnet læser, og at skabe muligheder for ro og fordybelse. 

Kompetencemål

Kompetencemål i læsning efter 6. klasse: Eleven kan læse og forholde sig til tekster i faglige og offentlige sammenhænge.

Kompetencemål i fremstilling efter 6. klasse: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billeder i formelle situationer.

Opmærksomhedspunkter

Eleven kan opdage egne forståelsesproblemer og anvende relevante strategier til at afhjælpe dem og få overblik over teksten (for eksempel afklare ukendte ords betydning, anvende grafiske modeller eller stille spørgsmål til tekstens indhold).

Ud over at kunne læse sikkert og med en passende læsehastighed, er det vigtigt
- at have det nødvendige ordforråd,
- at kunne skabe sig overblik over tekstens opbygning,
- at finde og forstå de væsentlige dele af teksten,
- at kunne fastholde og sammenkæde vigtige oplysninger og
- at kunne vurdere sin forståelse.